Det lille ord “ikke”

img_3998

“Det må i ikke” siger jeg til dagplejebørnene!

Uh altså – det er en sætning jeg har brugt mange gang i mit liv som pædagog og dagplejer! Alt for mange gange. Derfor har jeg længe haft lyst til at skrive om hvordan jeg hver dag prøver på at sige til børnene hvad de gerne må, istedet for at hele tiden at understrege det de ikke må.
For . . . . hvad må de så? Hvordan komme de videre?
Små børn forstår slet ikke det lille, ofte brugte ord “IKKE”. Børnene opfatter som udgangspunkt kun ordene der følger lige efter “ikke”, når vi som voksne vil stoppe de små med ordet “ikke”! Desværre har jeg alt for ofte oplevet at det slet ikke virker. Kender i det!!?
Vi siger:
“Karla! Du må ikke slå med legetøjet.”
Det er de sidste tre ord børnene hører og forholder sig til, så dét barnet hører vi siger, bliver hørt som – “slå med legetøjet!” Og så ved i alle hvad der sker. Karla slår med legetøjet – en gang mere. Vi bliver vrede over at de ikke hører efter og ja dermed er løbet kørt. den skæve, trælse kommunikation er sur for os alle. Det afføder sjældent forståelse og glade smil!
Barnet gør det de ikke må, fordi de tror at det er det de må!
Måske er dette “gammel viden” for mange af jer der læser med. Alligevel vil jeg ved at skrive om det her, gerne sætte focus på det. Det skylder jeg mine små unger! Jeg vil gerne flytte focus på vores daglige omgang med ungerne hen til det de må! Genoprette dialog og glæde selvom der er ting ungerne skal lære at de ikke må.

Et lille eksempel fra det virkelige liv – Signe og Luna og jeg er aktøre.
Jeg er ude i carporten og gør klar til at ungerne kan få deres middagslur. To barnevogne og to sovetelte skal rigges til. Min yderdøren står åben, så børnene kan høre og se mig og omvendt. Dette foregår hver dag.
Signe og Luna, der er knap to år gamle, sidder på knæ ved døren og lister deres må hænder ud på elefantristen – først den ene så den anden. Jeg siger højt, mere henvendt til mig selv end til pigerne:
– Pas nu på i ikke falder helt ud og slår næsen!
Og hvad sker der? Mine to kloge piger! Der virkelig lytter til det de hører mig sige! Luna som den første stikker forsigtig sin lille næse helt ned på risten og så gør Signe ihvertfald gør nøjagtig det samme! De “faldt ikke ud og de slår ikke næsen”, men de forstod det jeg sagde, uden det lille ord “ikke”! Jeg må le, og pigerne opfatter det som at de gjorde noget der var sjovt. Og gjorde nøjagtig det amme engang mere, denne gang med et smil om munden, de morede sig og havde styr på næsen!
Jeg morede mig kosteligt. Fantastisk når man som dagplejer kan blive mindet om sin egen “klogskab”.

Et andet ekssempel – jeg har alle mine køkkenredskaber hængende frit ved siden af mit komfur og alle dagplejebørn har været henne og pille ved dem. Siger jeg “nej, det må du altså ikke,” har jeg aldrig oplevet at nogen af de små lod dem hænge. Nu siger jeg til dem, “tingene skal hænge der” og viser istedet barnet noget andet det kan lege med. Hurtigt mister køkkenredskaberne deres interesse.
Jeg er blevet meget bevidst om at jeg/vi alle er gode rigtig gode til at understrege hvad de små ikke må, uden at huske at fortælle dem, hvad de gerne må i stedet for. Jeg er prøver derfor altid at give anvisning på hvad de må. Guider dem videre selvom jeg kommer til at sige “det må du ikke”. Gør jeg det ikke har jeg oplevet mange gange at børnene bliver meget uforstående og har jeg endda på fornemmelse at de kigger på mig, som om de siger – så hjælp mig dog videre, hvad skal jeg gøre nu. De mangler helt tydeligt at få at vide hvad de skal/må gøre, når jeg siger stop.
Derfor har jeg de sidste rigtig mange år øvet mig ihærdigt i at undgå ordet IKKE, og det betyder ganske automatisk at jeg skal finde anvisninger der hjælper barnet til den rette forståelse af hvad det må og ikke må.
Fx når jeg vil sige “Du må ikke tage knive” kan jeg sige “Lad kniven ligge på køkkenbordet. Det er mig der skal bruge kniven”. Ikke fordi jeg har knive liggende fremme, men for at illustreret tydligt. Eller:
“Du må ikke skubbe Arthur!” – “Du skal være sød ved Arthur – du kan give ham et kram!”
Jeg tror på at vi alle er meget opmærksomme på ikke at sige “ikke”:o) Det kan være svært at finde anvisninger til ungerne altid og hele tiden. Den er jeg helt med.
Men jeg tror også at vi skal øve os i at gøre det meget mere end vi gør – for børnenes skyld og dermed for vores egen skyld. Anvisninger kan børnene lære noget af, det kan de ikke hvis de hele tiden får at vide hvad de ikke må.
Hvis vi har mere focus på at give anvisninger til børnene og prøver at tager afstand fra det lille ord IKKE, har børnene en meget større chance for positiv social udvikling.
Klara 2 år, sidder og kigger i en bog, Arthur der er 1 år kommer til. Så skubber Klara ham væk og jeg siger “Klara, du må ikke skubbe ham.” Klare kigger spørgende på mig?! Jeg kunne hjælpe Klara ved at i stedet at sige: ”Klara se lige Arthur, han vil gerne være med til at kigge i bogen. Han kan sidde ved siden af dig.” Anvisning er givet og samtidig har jeg åbnet op for dialog mellem Klara og mig, men også mellem den 2 årige og den 1 årige. Og jeg oplever tydeligt at de fleste børn reagere ved at åbne op over de andre børn i dagplejen, når man fortæller hvad de kan gøre sammen. Nu ved de hvad de kan gøre når nogen kommer for tæt på. De har fået et redskab til samværet med de andre.

Håber det giver mening også for jer! Hilsen Bente

Lignende indlæg - læs her

Skriv gerne en kommntar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *