Pippi pandekager

Sk_rmbillede_2012-0_665618a

At jeg laver “Pippi pandekager” skyldes faktisk min kære niece Anna. En ung voksen pige idag! Da hun var lille skulle hun være på ferie hos mig i nogle dage og hun ønskede sig at vi skulle have pandekager en dag. Og som jeg altid har gjort skulle hun jo være med til at lave dem, se hvad der skulle i og hjælpe. Det ville hun rigtig gerne. Hun har måske set underlig ud da jeg puttede havregryn i og revne æble – det var nok ikke det min søster plejer at komme i pandekagerne. Anna kiggede lidt og røg det ud af mig at det var Pippi pandekager, at Pippi spiste sådan nogle pandekager man bliver stærk af. Anna var vild med Pippi Langstrømpe da hun var lille og hun accepterede min pandekager med anderledes ingredienser og spiste med stor velbehag da de var færdigbagte.
Her så opskriften og hvordan jeg gør. (nu er det sådan at jeg altid har lavet dem lidt på slump, så den “rette konsistens” kan jo være et lidt vidt begreb – prøv dig frem)

2 æg – piskes med
1 spsk sukker
1 tsk vaniliesukker
1-2 dl havregryn røres/ piskes i – jeg bruger kun håndmixerens piskeris
1 revet æbler
3 dl mælk ca
mel, fuldkorns spelt- og alm hvede-, til dejen bliver tilpas tyktflydende, ikke for tynd
1 tsk bagepulver
1 tsk kardemomme
evt lidt mere mælk, hvis dejen er blevet lidt fast når den lige har stået 10 minutter
hvis jeg har en økologisk citron liggende kommer jeg lidt revet skal i
2 spsk (med hyb) smeltet kokosolie eller smør røres i til sidst lige inden bagning.

Jeg har en pandekagebager, og jeg kan bestemt ikke huske hvad den hedder, den kan stege 6 pandekager på en gang. Og jeg ved heller ikke hvor mange pandekager jeg plejer at få ud af denne portion – sikke en opskrift, jeg håber da i kan bruge den.
Ideen er ihvertfald at give dagplejebørnene eftermiddagsmad der er et sundt alternativ til boller. Det er yderst sjældent at vi får sødt ovenpå, jeg servere gerne banan og anden frugt til.

Lignende indlæg - læs her

Skriv gerne en kommntar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *